For snart en del år siden blev jeg interviewet til et tidskrift om mine penne. Det var ret nyt og jeg havde reklameret med mine penne, som var af træ. Noget af træet havde jeg fået fra gamle træer og noget fra gamle møbler. Jeg kunne godt lide at bruge det træ fordi det var tørt og det var interessant.
Men jeg lærte et nyt ord af journalisten: Upcycling.
Det ord betyder at man tager noget der måske i nogle øjne er ‘afffald’ og skrammel – og bruger det til at skabe noget nyt og bedre. Man tilføjer værdi til det med lav værdi. Det er en værditilvækst til et produkt eller en ting, som ikke er helt værdiløs, men som med den rette indsats kan få mere værdi.
Ordet findes i de kredse som kan lide at sætte gamle møbler i stand og som færdes i marskandiser og genbrugsbutikker. Så det er ‘lige mig’. Jeg har altid brugt tid i marskandiserforretningerne, siden jeg var 10-12 år gammel. Og jeg har altid holdt meget af ‘gammelt lort’.
Mine penne har ofte et præg af ‘upcycling’. Det træ jeg bruger kan sjældent bruges i møbelproduktion eller for den sags skyld i nogen som helst produktion. Det er ‘dårligt træ’ i den forstand, at det ikke kan gentages og man kan ikke helt lave en rigtig serieproduktion. Grunden til at man ikke kan det, skal findes i lige præcis dét, som gør det træ særlig attraktivt for mig som pennemager: Træet har træk som gør det unikt.
En kroget gren, en knast, en knude eller en tvejning i et stykke ask, elm eller birk, kan gøre at træet ser helt specielt ud. Træets årer går på kryds og tværs og der er farvespil og fejl i træets overflade. Det er alt det som industrien ikke kan bruge. For det industrielt fremstillede skal være ensartet. Mine penne skal være unikke.
