Langemark Penne Mit Håndværk og Min Historie

Mit Håndværk og Min Historie


Historien og Sjælen i en Langemark Pen

De mest levende materialer er dem, naturen selv har skabt. Jeg finder en særlig ro i træ, ben og horn. Det er materialer med en iboende varme og ærlighed, som jeg nyder og sætter pris på. Og derfor også dem, jeg bruger min tid og mine hænder på.


Når jeg drejer en pen, går jeg ikke ud fra en tegning med mål, men fra en skitse, et billede i mit hoved og især fra en følelse i mine fingerspidser. Jeg føler mig frem. Det er fingerspidserne og ikke øjet, der kan afgøre, om pennens form er fuldendt og om overfladen er dér hvor je vil have den. Det er en søgen efter en balance mellem stramhed og blødhed, fasthed og elegance. Det kan man ikke bruge måltegninger og designmanualer til.

Hvert stykke træ bærer på en fortælling. Det kan være en historie om, hvor det kommer fra – en egebjælke fra en gammel gård, et stykke drivtømmer, der er skyllet i land, eller en spidsløn der måtte lade livet efter en stor storm. Andre gange er det historien, der opstår i værkstedet. Endda en røverhistorie, måske. Min trang til at fortælle er stor, og sommetider lader jeg fantasien få frit løb. I de tilfælde vil det dog altid skinne igennem.


Vejen til værkstedet

I mange år arbejdede jeg som akademiker og konsulent, primært inden for IT- og webbranchen, hvor min verden bestod af abstrakte koncepter og digitale brugeroplevelser. Det var et arbejde, der blev vurderet og bedømt af andre, og jeg savnede glæden ved at skabe noget konkret – noget, jeg kunne holde i hånden og helt selv vurdere værdien af. I 2009 begyndte jeg at dreje i træ, og langsomt fandt jeg min vej.

I sommeren 2015 netop som min lille virksomhed var ved at lette, blev mit liv vendt på hovedet af en alvorlig kræftsygdom. Men nu, efter et langt og hårdt forløb er jeg ved at finde meningen med mit håndværk på ny: At realisere og fastholde visionen om at fremstille unikke skriveredskaber i træ med en historie.

I dag er mit fokus at skabe penne til mennesker, der værdsætter det enestående. Det kan også være kunstnere, der bruger pennen til at skitsere med, eller mennesker, som har brug for et redskab, der er formet præcis til deres hånd. Den største glæde er at lave en pen og bagefter se den i hånden på en kunde, der bliver oprigtigt glad. Den anerkendelse – især når en kunde flere år efter fortæller, at de bruger pennen hver dag – er den stærkeste drivkraft.

Gunnar Langemark

Pennemager og ordmand